Hurtig levering   •   Gratis fragt fra 299.-   •   Prismatch   •   Tilmeld nyhedsbrev og få 15%

Vedligeholdelse

For at forlænge levetiden på dit ur, er det en god idé at vedligeholde det. Et quartz ur kræver ikke så meget vedligeholdelse, som et mekanisk ur gør. Uret skal have udskiftet batteriet, når dette er gået tør. Vi anbefaler at du får tjekket og smurt urets pakning, hvis ikke udskiftet - så uret kan opretholde vandtætheden. Der findes mange forskellige kvaliteter af batterier til urene og vi har oplevet at nogle kunder selv prøver sig af med at udskifte batteriet - al garanti bortfalder og du risikerer at ødelægge uret. Vi anbefaler ALTID at man går ind til sin lokale urmager og får skiftet batteriet eller tilset uret.

Mekaniske/automatiske ure kræver mere vedligeholdelse og pleje end et quartz ur. Det mekaniske ur kan derimod også holde meget længere, hvis man passer godt på det. Urværket i mekaniske/automatiske ure skal ligesom andet mekanik smøres med olie, og oliens levetid er indikatoren for, hvornår man bør sende sit ur til servicetjek. Olien sørger for at der ikke opstår mekanisk slid på uret og det anbefales at komme til servicetjek med uret en gang hver 4-5 år.

I forbindelse med datovisningen på mekaniske/automatiske ure, er det vigtigt ikke at stille på datoen, hvis uret er tæt på et datoskift. Her kan man risikere at ødelægge datovisningens mekanik. Man bør derfor ikke stille datoen, når urets visere står mellem kl. 21 og kl. 03.

Vi anbefaler at man tager uret af om natten og at det ikke opbevares i nærheden af produkter med magnetiske felter, herunder f.eks. iPhone, iPad, computer, el-tandbørste eller andre magnetiske genstande.

Det mekaniske/automatiske ur har en markant længere levetid end quartz urværket - under forudsætning at uret er godt vedligeholdt og beskyttet mod fugt og andre ydre påvirkninger. Historisk findes der 200 år gamle mekaniske ure, der stadig er i daglig brug. Quartz urværket er påvirket af de almindelige ældningsproblemer, som man ser ved al elektronik. Oveni det, kan et lækkende batteri også være en faktor for urværkets levetid. Hvis et quartz urværk har levet 20 år, så har det gjort det godt.

Ydre påvirkninger

STØD/SLAG: Det mekaniske/automatiske urværk er sårbart overfor stød og slag, hvor quartz urværket er mere modstandsdygtigt. Dette skyldes den mere komplicerede teknologi indeni det mekaniske/automatiske urværk, som kan slås skævt eller løs.

TEMPERATUR: Det mekaniske/automatiske urværk er langt mere modstandsdygtigt overfor kulde (-10) og høj varme (+40-50) grader. Det mekaniske/automatiske urværk vil fortsætte dets gang længe efter at quartz værket er gået i kulde/varme-chok.

MAGNETISME: Quartz ure er særligt følsomme overfor stærke magnetfelter og statisk elektricitet - det kan ødelægge visse komponenter i uret for altid. Det mekaniske/automatiske urværk bliver hurtigere påvirket af magnetismen og kan tabe/vinde en del tid ved påvirkninger, men vil dog genoptage sin almindelige gang, når magnetismen fjernes. Med en mere og mere teknologisk verden, bliver denne magnetisme en voksende udfordring i urverdenen. Her kan nævnes nogle eksempler på ting fra dagligdagen, som indeholder stærke magnetfelter: iPhone, iPad, computer, taske med magnetisk lukning, armbånd med magnetisk lukning, el-tandbørste m.fl.

KONDENS: Kondens er fugt indeni uret, som sidder på undersiden af glasset. Kondens dannes ved hurtige varme/kulde ændringer. Eksempelvis hvis man tager et varmt og dampende bad, for derefter at træde ud i et lettere køligt lokale med udluftning. Ved varme udvider materialerne i uret sig og hvis det udsættes for kulde derefter, så "trækker" materialerne sammen igen og man kan risikere at uret trækker fugten ind. Hvis man oplever kondens i uret, skal man indlevere det hos den lokale urmager, for at få uret tørret. Vi anbefaler at man tager sit ur af, når man går i bad.